Den Musikalske Virksomhed

Mit arbejde med professionelle musikere gennem mange år har gjort mig mere og mere opmærksom på den ressource, som den musikalske helhed er.
Musikere er trænede i at lytte, og i at skabe helheder sammen. Også selv om de, som mennesker, kan være meget forskellige. Denne teknik kan overføres til et hvilket som helst menneskeligt fællesskab, hvor en gruppe af mennesker sammen skal udgøre en helhed i en anden gruppes øjne. Lyder det som en virksomhed, og som virksomhedens kunder?

Når medarbejderne i en virksomhed lytter til hinanden, arbejder sammen, giver modspil, giver plads, træder frem, fornemmer den fælles intention, bidrager personligt – ja, så arbejder virksomheden musikalsk.
Når virksomhedens leder vejleder, udvider, inspirerer, motiverer, respekterer, lytter, coacher, lader sig inspirere – så er han en musikalsk leder.

Det klassiske symfoniorkester er en meget kompleks arbejdsplads. Koncerten er et mirakel. Hvordan kan 60-100 mennesker spille musik, der er så detaljeret, kræver så uendeligt meget af den enkelte – og som lyder som et fuldkomment hele, som ét instrument?
Ved den ideelle koncert glemmer publikum, at man oplever en forsamling af enkeltindivider. Én intention kommer igennem, én mening, ét udsagn. Men det kan kun lade sig gøre ved, at hver enkelt musiker giver sit personlige engagement ind i helheden; og ved at dirigenten formår at lade sin vision brænde igennem, så musikerne ikke kan andet end at følge den retning, han udstikker, med lyst og entusiasme.

Det er givende, både for en virksomheds indre kultur og, ikke mindst, for dens profil og dermed resultater udadtil, når det lykkes at ”spille en god koncert sammen” – hver dag!

Hvad går det ud på i praksis?


Læs artikel i Børsens Ledelseshåndbøger

Se brochure